Side:Folkeeventyr (1852).djvu/434

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


dette Ravpetag. „Vidste du saa meget som jeg veed, saa kom du ind igjennem Vinduet til mig, dul“ sagde Prindsessen til Dnen.

Duen kom farende ind igjennem Vinduet, skabte sig om til Hans igjen og sagde hvorledes det var.

„Gjor dig til en Guldring og sæt dig paa min Finger,“ sagde Prindsessen.

„Nei, det gaaer ikke an,“ sagde Hans, for saa gjor Bonde Veirsky Kongen syg, og saa er der Ingen, som kan gjøre ham god igjen for Bonde Veirsky kommer og læger ham, og for det sorlanger han Gnldringen.“

„Ieg skal sige den er efter min Moder, og at jeg slet ikke vil miste den,“ sagde Prindsessen.

Ia, saa gjorde Hans sig til en Guldring og satte sig paa Prindsessens Finger, og der kunde ikke Bonde Veirsky faa fat paa ham. Men saa gik det som Gutten havde sagt: Kongen blev syg, og der var ingen Doktor, som kunde læge ham, for Bonde.Veirsky kom, og han forlangte Ringen paa Prindsessens Finger for det. Saa sendte Kongen Bud til Prindsessen efter. Ringen. Men hun vilde ikke miste den, sagde hun, for hun havde. den efter sin Moder. Da Kongen hørte det, blev han vred, og sagde, at han vilde have Ringen, hvem hun saa havde den efter.

„Ia, det hjælper nok ikke det, at du bliver vred,“ sagde. Prindsessen; „jeg faaer den ikke af mig; vil dn have Ringen, faaer du tage Fingeren ogsaa.“

„Ieg skal hjælpe, saa skal nok Ringen af,“ sagde Bonde. Veirskh.