— 362 —
Men medens det stod paa, fløi Ørnen hjem til Manden
baade med ham selv og med Haren, og da de var kommen hjem,
gik Manden paa Kirkegaarden og havde Kristenjord paa den, saa
blev den til Hans, Sønnen hans igjen.
Da det led til Marked, skabte Gutten sig om til en blak Hest, og bad Faderen reise paa Marked med ham. „Naar der kommer En, som vil kjøbe mig, skal du forlange hundrede Daler for mig; men du maa ikke glemme at tage Grimen af, ellers beholder Bonde Veirsky mig, for det er ham, som kommer og vil handle,“ sagde han. Saaledes gik det ogsaa: det kom en Mærebytter, som havde stor Hu til at handle af ham Hesten, og Manden fik hundrede Daler for den; men da Handelen var gjort, og Fader til Hans havde faaet Pengene, vilde Mærebytteren have Grimen. „Nei, det staaer nok ikke i Akkorden om det“, sagde Manden, „og Grimen faaer du ikke, for jeg har flere Heste jeg skal have til Byen.“ Saa gik de hver sin Vei. Men de vare ikke komne langt, før Hans skabte sig om til sig selv, og da Manden kom hjem, sad han paa Ovnsbænken. Den anden Dag gjorde han sig til en bruun Hest og sagde til Faderen at han skulde reise paa Markedet med ham. „Naar det kommer En, som vil kjøbe mig, skal du forlange to hundrede Daler, for det giver han, og han skjænker dig atpaa; men hvad du drikker og hvad du gjør, saa glem ikke at tage Grimen af mig, ellers seer du mig aldrig igjen,“ sagde Hans. Ja, saaledes gik det, han fik to hundrede Daler for Hesten og Skjænk atpaa, og da de skiltes fra hverandre, var det ikke mere end netop, at han kom ihu at tage Grimen af. Men de vare ikke komne langt paa
