— 360 —
Kjærringen en Fjær ud af Stjerten paa Ørnen og satte Manden istedet, og saa fløi den afsted med ham; men de kom ikke frem til Bonde Veirsky, for ved Midnatstider. Da de var kommen frem, sagde Ørnen det: „Det ligger Aadsler udenfor Døren, men det skal du ikke ændse. De som er indenfor sover saa haardt allesammen, at de ikke ere gode for at vaagne; men du skal gaae lige bort i Bordskuffen og tage tre Brødstykker, og hører du En, som snorker, skal du nappe tre Fjære af Hovedet paa ham, han vaagner ikke for det.“ Manden gjorde saa, da han havde faaet Brødstykkerne, nappede han først een Fjær. — „Uf!“ skreg Bonde Veirsky. Saa nappede han een til, da skreg han „Uf!“ igjen; men da han nappede den tredie, skreg Bonde Veirsky, saa Manden troede, at der skulde revne baade Mure og Vægge, men han sov lige godt. Saa sagde Ørnen ham, hvorledes han skulde bære sig ad siden, og det gjorde han: han gik til Fjøsdøren, og der stødte han sig mod en Kampesteen; den tog han op; under den laae tre Skaarefliser, dem tog han ogsaa op. Saa bankede han paa Fjøsdøren, og strax gik den op. Han slap ned de tre Brødsmulerne; saa kom der frem en Hare og spiste dem. Den tog han. Ørnen bad ham rykke tre Fjære ud af Stjerten dens og sætte Haren, Stenen og Skaarefliserne og sig selv istedet, saa skulde den fragte dem hjem.
Da Ørnen havde fløiet et langt Stykke, satte den sig ned paa en Steen. „Seer du Noget?“ spurgte den. — „Ja, jeg seer en Kraakeflok, kommer flyvende efter os,“ sagde Manden. „Vi faaer vel reise et Stykke til vi da!“ sagde Ørnen og satte afsted. Om en Stund spurgte den: „Seer du Noget nu?“ — „Ja, nu
