Side:Folkeeventyr (1852).djvu/429

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Veirsky. Nei, hun vidste ikke Noget om ham; .— men hun raadede over alle Fiskene, sagde hun, og kanskee Nogen af dem kunde vide Besked om ham. Saa blæste hun dem sammen med en Pibe, hun havde, og overhørte dem; men det var ingen, som vidste Noget om Bonde Veirsky.. —„Ia, jeg har en Soster til,“ sagde Kjærringen, kanstkee hun kan vide Noget om ham. Hun boer sex hundrede Miil herfra, men du skal faae Skyds af mig, saa kommer du did til Kvads.

. . iauden reiste, og han kom frem til Kvelds, da Kjærringen stod og karede Varmen, og det gjorde hun med Næsen sin, saa lang var den. „God Kveld, Moer i“ sagde Manden. „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen, „nn har da Ingen kaldt mig Moer paa hundrede Aar,“ sagde hun. „Kan jeg faae laant Huus her i Natl3“ sagde Manden. — „Nei,“ sagde Kjærringeu. Men saa tog Manden frem Tobaksrullen igjen og til at brænde, og gav Kjærringen hele Haandbagen fuld af Snuus. Da blev hun saa glad, at hun begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae laant Huus. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirsky. Hun vidste ikke Noget om ham, sagde hun, men hun raadede over alle Fugleue, og dem blæste hun sammen med Piben sin. Da hun havde overhort dem Allesammen, savnede hun Ornen, men lidt efter kom den, og da hun spurgte den, saa sagde den, at den kom lige fra Bonde Veirsky. Saa sagde Kjærringen, at den skulde folge Manden did. . Men Omen vilde forst have Noget at æde, og saa vilde den hvile ud til den anden Dag, for den var saa træt efter den lange Veien, at den mest ikke kunde løfte sig fra Iordeu. Da den var vel mæt og udhvilet, rykkede