Side:Folkeeventyr (1852).djvu/427

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Da de havde gaaet et Stykke, kom de paa en Iis; der mødte de En, som kom kjørende med en sort Hest. „Hvor skal.Ihen2“ sagde han. „Ieg skulde nok ud at have Sonnen min i Lære til En, som var god til at lære ham op, for Kjærringen min er kommen af saa brave Folk, at hun vil have ham oplært til Mester over alle Mestere,“ sagde Manden.

„Det træffer sig ikke ilde,“ agde han som kjørte; „for det er jeg Karl for, og slig en Læregnt reiser jeg efter. Staa bag paa dni“ sagde han til Gntten. Saa bar det afsted op igjennem Luften med dem.

„Nei, nei, bi lidtl“ skreg Fader til Gutten; „jeg skulde have vidst, hvad du heder, og hvor du boer7“ sagde han. „Aa, jeg er hjemme baade Nord og Syd og Ost og Vest, og Bonde Veirsky hedder jeg,“ sagde Mesteren. „Om et Aar kan du komme igjen, saa skal jeg sige dig, om han bli’er saa god,“ sagde han. Saa gik det afsted med dem, borte var de.

Da Manden kom hjem, spurgte Kjærringen, hvor det var blevet af Sonnen. „Aa, Gud veed, hvor det blev af ham,“ sagde Manden; „det bar til Veirs med dem,“ og saa fortalte han,hvorledes det var gaaet til. Men da Konen hørte det, at Manden ikke havde faaet rigtig Besked hverken om, naar han skulde have staaet ud Læren, eller hvor han var henne, faa sendte hun Manden iveien igjen, og gav ham med en Madsæk og en Tobaksrnl. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en stor Skov, og den rak hele Dagen saa langt han gik, og da det blev morkt,fik han see en stor Lysning; saa gik han efter den. Langt om længe kom han frem til en liden Stne render et Bjerg, og udenfor den