stod en Kjærring og vandt Vand op af Brønden med Næsen siu, saa lang var den. „God Kveld, Moer,“ sagde Manden. — „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen. „Det har Ingen kaldt mig Ploer paa hundrede Aar,“ sagde hun. — „Kan jeg faae. laant Huus her i Rat“2“ sagde Manden. „Nei,“ sagde Kjærringen.“ Men saa tog Manden op Tobaksrulleu, brændte lidt og gav.Kjærringen Snuus. Saa blev hun saa glad, at hun begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae blive der. Natten over. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirsky. Hun vidste ikke Noget om ham, sagde hun; men hun raadede over alle fiirfoddede Dyr, kanskee Nogen af dem kunde vide om ham. Da blæste hun dem sammen med en Pibe, hun havde, og overhørte dem; men det var ingeu, som vidste .toget om Bonde Veirsky. „Ia, vi er tre Sostre,“ sagde Kjærringen, kanskee en af de andre to veed, hvor han er. Du skal faae laant Skyds af mig, saa kommer du did til Kvelds; men tre hundrede Miil er det til den nærmeste. „Manden reiste, og han kom frem til Kvelds. Da han kom frem, stod den Kjærringen ogsaa og vandt Vand op af Brønden med Næsen sin. „God Kveld Moer,“ agde Manden. „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen. „;kir har Ingen kaldt mig Moer paa hundrede Aar,“ sagde hun. — „Kan jeg faae laant Huus her i Ratl3“ sagde Manden. — „Nei,“ sagde Kjærringeu. Men saa tog Manden op Tobaksrullen, brændte lidt og gav Kjærringen Snnus paa Haandbageu. Saa blev hun saa glad, at hun begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae Lov at blive der iatten over. lMen ret som det var, spurgte han efter Bonde
