Mand, som hed Halvor. Her bad han, om han kunde faae laant Huus til sig og Hvidbjørnen sin.
„Gud hjælpe os saa sandt,” sagde Manden i Stuen, „vi kan nok ikke laane Huus til Nogen nu, for hver eneste Julekveld kommer der saa fuldt af Trold her, at vi maae flytte ud og ikke har Huus over Hovedet selv engang.”
„Aa, I kan nok laane mig Huus for det,” sagde Manden, „Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel faae ligge inde i Koven.”
Ja, saa længe bad han da, at han fik Lov. Saa flyttede Folkene i Huset ud, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, baade med Risengrød og Ludefisk og Pølse paa, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gildt Gjæstebud.
Ret som det var saa kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare smaa, Nogle vare langrumpede og Nogle vare rumpeløse og Nogle havde lange, lange Næser, og de spiste og de drak og smagte paa Alting. Men saa fik en af Troldungerne see Hvidbjørnen, som laa under Ovnen, og saa tog han et Stykke Pølse og satte paa en Gaffel, gik hen og stak det bort i Næsen paa Hvidbjørnen. „Kjætte, vil du ha’ Kurv?” skreg han. Saa foer Hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ud Allesammen baade Store og Smaa.
Aaret efter var Halvor i Skoven Julekvelds-Eftermiddagen og skulde hugge Ved til Helgen, for han ventede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det raabte borte i Skoven: „Halvor! Halvor!”Ja,” sagde Halvor. „Har du den store
