Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvelden, fortalte de baade vel og længe om, hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustningen. „Det var vel Gut det! saa gjild Ridder findes der ikke i Verden!” sagde Brødrene. „Aa ham skulde jeg havt Moro af at see, jeg ogsaa!” sagde Askeladden. „Ja, det gloer nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen, du ligger og roder i, dit stygge sorte Bæst!” sagde Brødrene.
Dagen efter skulde alle Ridderne og Prindserne frem for Kongen og Kongsdatteren — det var nok blevet for seent om Kvelden troer jeg — for at den, som havde Guldæblet, skulde vise det frem; men den Ene kom efter den Anden, først Prindserne og saa Ridderne, og Ingen havde noget Guldæble. „Ja, men En maa have det,” sagde Kongen, „for det var Noget, vi saae Allesammen, at der var En, som red op og tog det;” og saa gav han Befaling til, at Alle, som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askeladden ogsaa. De vare de sidste, og saa spurgte Køngen, om der da slet ingen Flere var igjen i Riget. „Aa jo, vi har en Broder,” sagde de To, „men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke været ude af Askehaugen nogen af Dagene.” „Ja, det er det samme,” sagde Kongen, „har alle de Andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind,” og saa maatte da Askeladden op i Kongsgaarden med. „Har du Guldæblet, du?” spurgte Kongen. „Ja, her er det ene og her er det andet, og her er nok det tredie ogsaa,” sagde Aske-
