Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvelden ogsaa og fortalte, hvorledes det var gaaet, at Alle havde redet og Ingen kunde komme op; „men langt om længe kom der En i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa,” sagde de, „og han kunde ride; han satte vel som to Tredieparter op efter, men saa vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastede Prindsessen det andet Guldæble,” sagde Brødrene. „Aa, ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at see,” sagde Askeladden. „Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken, du sidder og graver i, dit stygge sorte Bæst!” sagde Brødrene.
Den tredie Dag gik Alt lige eens som de forrige Dagene: Askeladden vilde være med og see paa Ridningen, og de To vilde ikke have ham i Følge med sig; og da de kom til Glasbjerget, var der Ingen, der kom saa langt som en Alen op efter. Alle ventede nu paa ham i Sølvrustningen, men han var hverken at høre eller see; men langt om længe kom der En paa en Hest saa gjild, Ingen havde seet Mage til, han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, at det lyste og skinte lang Vei af det. De andre Riddere og Prindser kom ikke en Gang til at raabe til ham og sige, at det ikke nyttede at prøve sig, saa forundrede bleve de ved at see, hvor gjild han var. Han red lige bort imod Glasbjerget og føg op efter det som ingen Ting, saa at Prindsessen ikke en Gang fik Stunder at ønske, at han maatte komme heelt op. Med det samme han havde redet op, tog han det tredie Guldæble af Skjødet paa Prindsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen, men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det.
