Side:Folkeeventyr (1852).djvu/397

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ladden, han tog op af Lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastede han af de sodede Fillerne og saa stod han der i Guldrustningen saa gjild, at det lyste af ham. „Ja du skal have Datter min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det,” sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik Askelad Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hænde, for ture kunde de Alle, om de ikke kunde ride op efter Glasbjerget, og har de ikke turet fra sig, saa holde de paa endnu.


53.
Smørbuk.

Der var engang en Kjærring, som sad og bagede. Hun havde en liden Gut, der var saa tyk og fed og gjerne vilde have god Mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk; og saa havde hun en Hund, de kaldte Guldtand. Ret som det var, begyndte Hunden at gjøe.

„Spring ud, du Smørbukken min,” sagde Kjærringen, „og se efter, hvem det er Guldtand gjøer paa.” Saa sprang Gutten ud og kom ind igjen og sagde:

„Aa, Gud hjælpe mig, der kommer en stor, lang Haugkjærring, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen.”