skoet Hestene sine; men det hjalp ikke: de red og de gled; ligesom forrige Dagen, og Ingen kom saa meget som en Alen op efter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke orkede mere, maatte de holde op igjen Allesammen. Saa tænkte Kongen, at han vel fik lyse op, at Ridningen skulde gaae for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanskee skulde gaae bedre da. Men saa betænkte han sig igjen: han fik vel vente lidt endnu, meente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen denne Dag ogsaa. Ham saae de ikke noget til, men ret som det var, saa kom der En paa en Hest, der var meget, meget gjildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, Alt saa blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De Andre raabte til ham igjen og sagde, at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen op efter Glasbjerget, for det nyttede saa aldrig alligevel; men Ridderen hørte ikke efter det; han red lige bort til Glasbjerget og op efter det endnu længer, end han i Kobberrustningen; men da han var kommen saa langt som de to Tredieparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes Prindsessen endda bedre om, og hun sad og ønskede, at han bare maatte komme op over; men da hun saa, han vendte, kastede hun det andet Æble efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasbjerget, red han afsted saa fort, at Ingen kunde see, hvor det blev af ham.
Om Kvelden, da Alle skulde frem for Kongen og Prindsessen, for at den, som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde noget Guldæble.
