Side:Folkeeventyr (1852).djvu/393

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


vel han var kommen ned af Bjerget, red han sin Vei og det saa fort, at Ingen vidste, hvor det blev af ham. Den Kvelden skulde nu alle Prindserne og Ridderne frem for Kongen, for at den, som havde redet saa langt op efter Glasbjerget, kunde vise frem Guldæblet, Kongsdatteren havde kastet. Men der var Ingen, som havde noget; den Ene kom efter den Anden, og Ingen kunde vise Æblet.

Om Kvelden kom Askepots Brødre ogsaa hjem igjen, og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen op efter Glasbjerget, at først saa var der slet Ingen, som orkede at komme saa meget som et Skridt op over; „men saa kom der En, som havde Kobberrustning og Kobberbidsel, saa blankt, at det lyste lang Vei af ham,” sagde de, „og det var Gut, som kunde ride; han red over en Trediepart op efter Glasbjerget, og han kunde nok redet heelt op, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den Gangen.” „Aa, ham skulde jeg rigtig havt Moro af at see, jeg ogsaa,” sagde Askeladden — han sad i Skorstenen og grov, som han pleiede, han. „Ja du!” sagde Brødrene, „du seer ud som du kunde være tilstede mellem saa høie Herrer, dit stygge Bæst, du sidder der!”

Den anden Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askepot bad ogsaa den Gang, om han kunde faae Lov til at være i Følge med dem og see paa dem, som red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de. „Ja, ja, jeg gaaer lige saa gjerne alene som for mig selv, ogsaa jeg,” sagde Askepot. Da Brødrene kom til Glasbjerget, begyndte alle Prindser og Ridder at ride igjen, og da kan det vel hænde, at de havde