Side:Folkeeventyr (1852).djvu/392

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de. „Ja, jeg gaaer ligesaa godt alene som for mig selv, jeg,” sagde Askeladden. Da de to Brødrene kom til Glasbjerget, holdt alle Prindserne og Ridderne paa at ride, saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg troe, for bare Hestene satte Hoven paa Bjerget, gled de, og der var ikke Een, som kom saameget som et Par Alen op efter. Det var heller intet Under, for Bjerget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde Alle gjerne have, og de red og de gled, og det blev aldrig Andet. Tilsidst vare alle Hestene saa trætte, at de ikke orkede meer, og saa svedte vare de, at Skummet væltede ned efter dem, og saa maatte Ridderne give sig. Kongen tænkte alt paa, at han skulde lade lyse op, at Ridningen begyndte paa Nyt den næste Dag, om det skulde gaae bedre da; men med det Samme kom der en Ridder paa en Hest saa gjild, at Ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, Alt saa blankt, at det lyste i det. De Andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride op efter Glasbjerget, for det nyttede saa ikke alligevel; men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasbjerget og op efter det som ingen Ting, og det et godt Stykke, det kunde vel være som en Trediepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa deilig en Ridder syntes Prindsessen hun aldrig havde seet før, og medens han red, sad hun og tænkte: Gud give han bare kom op over! og da hun saa, han vendte Hesten, kastede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men