og fuld Rustning til en Ridder — Altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt, som Nogen vilde see. Haa, haa! er det dig som æder op Høet vort i Nat, tænkte Gutten, det skal jeg vel forbyde dig. Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten, saa stod den saa spag som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet, hvor han havde den anden, og gik saa hjem igjen. „Idag seer det vel vakkert ud borte i Slaatengen,” sagde Brødrene. „Aa, jamen!” sagde Askeladden. De skulde da bort igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før, men de bleve nu ikke blidere paa Askeladden for det.
Da den tredie St. Hansnatten kom, turde heller Ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udengladet og passe Græsset, for de vare blevne saa hjerteskræmte den Nat, de laae der, at de aldrig glemte det meer; men Askeladden turde; og saa hændte netop det Samme som de to forrige Nætter: der kom tre Jordskjælv, det ene fælere end det andet, ved det sidste dandsede Gutten fra den ene Ladevæg til den anden, men saa blev det paa een Gang blikstille. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han Noget tygge udenfor Ladedøren; han listede sig da igjen bort i Dørgløtten — saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre, han havde fanget. Haa, haa! er det dig, der æder op Høet vort denne Gang, tænkte Gutten; det skal jeg vel forbyde dig; — han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den, som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han red nu hen til det Sted, hvor han havde de To andre, og derefter
