Side:Folkeeventyr (1852).djvu/391

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gange, den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud som han gik og sov endnu; men Askeladden brød sig ikke om det, han bad dem bare gaae bort og see, det gjorde de, saa stod Græsset lige gjildt og tykt denne Gang ogsaa.

Kongen der i Landet, hvor Askeladdens Fader boede, havde en Datter, som han ikke vilde give til Nogen uden den, som kunde ride op over Glasbjerget — for der var et høit, høit Glasbjerg, blankt som en Iis, tæt ved Kongsgaarden —. Øverst oppe paa det skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Skjødet, og den, som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faae hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kongeriger ogsaa. Prindsessen var saa deilig, at Alle, som saae hende, maatte blive forlibte i hende, enten de vilde eller ei — og saa kan du nok vide, at alle Prindser og Riddere havde Lyst til at vinde hende og halve Kongeriget til, og derfor kom de ridende fra alle Verdsens Kanter, saa gjilde at det lyste af dem, og paa slige Heste at de gik bare paa Dands; og der var Ingen, uden han tænkte, at han skulde vinde Prindsessen.

Da Dagen kom, som Kongen havde bestemt, var der saa tykt af Riddere og Prindser ved Glasbjerget at det yrede, og saa vilde nu Hver, som krybe og gaae kunde, did og see hvem der vandt Kongsdatteren, og Askeladdens to Brødre vilde da ogsaa i Veien; men ham vilde de slet ikke have med, for vare de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og sort som han var efter det, han havde