før, og Saddel og Bidsel laae der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og Altsammen var af Kobber, saa blankt at det skinte i det. Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort, tænkte Gutten, det skal jeg nok forbyde dig; han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt at røre sig af Flækken, den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted, Ingen vidste Noget om; der havde han den. Da han kom hjem igjen, loe Brødrene og spurgte, hvorledes det var gaaet ham. „Du blev vel ikke længe liggende i Høladet, dersom du ellers har været saa langt som til Udengen,” sagde de. „Jeg laa i Høladet til Solen randt, men jeg hverken hørte eller saa Noget, jeg,” sagde Gutten; „Gud veed, hvad det var, I blev saa rædde for.” „Ja, vi faae vel see, hvorledes du har passet Engen,” svarede Brødrene; men da de kom derbort, stod Græsset ligesaa langt og tykt som om Kvelden.
Den næste St. Hansnat gik det ligeens: Ingen af de to Brødrene turde gaae bort i Udengen og passe Slaatten, men Askeladden turde; og saa hændte akkurat det Samme som forrige St. Hansnat: først kom der en Duur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et, men alle tre Jordskjælv vare meget, meget stærkere denne Gang. Saa blev der med Eet blikstille igjen, og Gutten hørte, Noget tyggede udenfor Ladedøren; han listede sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten — jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tamsede og gnog; og den var endda meget større og federe end den forrige; og Saddel laa der paa Ryggen dens, og Bidsel var der paa den
