Side:Folkeeventyr (1852).djvu/383

Fanden ud med den. Da Manden kom ud i Gaarden, spurgte han den gamle Vedhuggeren, hvorledes han skulde stille Kværnen, og da han havde lært det, sagde han Tak for sig og lagde hjemover, det forteste han kunde; men alligevel kom han ikke hjem, før Klokken slog Tolv om Julenatten.
  „Men hvor i al Verden bliver der af dig da?” sagde Kjærringen. „Her har jeg siddet Time ud og Time ind og hipet og ventet, og har ikke saa Meget som to Pinder at lægge i Kors under Julegrødsgryden.” „Aa jeg kunde ikke før komme, jeg havde Noget af Hvert at gaae efter, og lang Vei havde jeg ogsaa. Men nu skal du see,” sagde Manden, han satte Kværnen paa Bordet og bad den først male Lys, saa Dug, og saa Mad og Øl og Alt som godt var til Julekveldskost, og efter som han befalede den, saa malte Kværnen. Kjærringen forkorsede sig den ene Gang efter den anden og vilde vide, hvor Manden havde faaet Kværnen fra, men det vilde han ikke ud med; „det faaer være det samme, hvor jeg har faaet den, du seer, Kværnen er god og Kværnvandet ikke fryser,” sagde Manden. Saa malte han Mad og Drikke og alle gode Ting til hele Julen, og Trediedag bad han til sig sine Venner, da vilde han have Gjestebud. Da den rige Broderen saa alt det, der var i Gjestebudsgaarden, blev han baade harm og vild, for han kunde ikke unde Broder sin Noget. „Om Julekvelden var han saa nødig, at han kom til mig og bad om Lidt i Guds Navn, og nu gjør han et Lag som han skulde være baade Greve og Konge,” sagde han til de Andre. — „Men hvor i hede Helvede har du faaet al Rigdommen din fra, du?" sagde han til Broderen. „Bag Dø-