Side:Folkeeventyr (1852).djvu/384

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ren,” sagde han som eiede Kværnen, han brød sig ikke om at gjøre ham noget Regnskab for det, han; men ud paa Kvelden, da han havde faaet lidt i Hovedet, knnde han ikke bare sig, da kom han frem med Kværnen. „Der seer du den, som har skaffet mig al Rigdommen,” sagde han, og saa lod han Kværnen male baade det Ene og det Andet. Da Broderen saa det, vilde han endelig have Kværnen, og langt om længe skulde han da ogsaa faae den, men tre hundrede Daler maatte han give for den, og saa skulde Manden beholde den til Slaataannen; for har jeg havt den saa længe, kan jeg have malet op Mad for mange Aar, tænkte han. I den Tid kan En nok vide, Kværnen ikke blev rusten, og da Slaataannen kom, fik Broderen den; men den Anden havde vel vogtet sig for at lære ham at stille den. Det var om Kvelden at den Rige, fik Kværnen hjem til sig, og om Morgenen bad han Kjærringen gaae ud og brede efter Slaattekarlene, han skulde selv lave til Dagverden idag, sagde han. Da det saa led mod Dagverdstid, satte han Kværnen paa Kjøkkenbordet. „Mal Sild og Velling, og det baade fort og vel!” sagde Manden, og Kværnen til at male Sild og Velling, først alle Fade og Truge fulde og siden ud over hele Kjøkkengulvet. Manden fiklede og stelte og skulde faae Kværnen til at standse, men hvordan han dreiede og fingrede paa den, saa holdt Kværnen paa, og om Lidt naaede Vellingen saa høit, at Manden var paa at drukne. Saa rev han op Stuedøren, men det varede ikke længe, før Kværnen havde malet fuld Stuen ogsaa, og det var med Nød og Neppe at Manden fik fat i Dørklinken nede i Vellingflommen. Da han nu fik Døren op, blev han ikke længe i