Side:Folkeeventyr (1852).djvu/382

sagde han. Det lovede den Fattige strax og takkede til. „Der har du den, gaa saa lige til Helvede!” sagde den Rige og kastede Fleskeskinken bort til ham. „Ja det, jeg har lovet, faaer jeg holde,” sagde den Anden, han tog Skinken og lagde afsted; han gik og han gik hele Dagen, og i Mørkningen kom han et Sted, hvor det lyste saa gjildt. Her skal du see, det er, tænkte Manden med Skinken. Ude i Vedskjulet stod en gammel Mand med et langt, hvidt Skjæg, og hug Juleved. „God Kveld!” sagde han med Fleskeskinken. „God Kveld igjen! Hvor skal du hen saa seent?” sagde Manden. „Jeg skal nok til Helvede, dersom jeg er paa ret Vei,” svarede den Fattige. „Jo, du er gaaet rigtigt nok, det er her,” sagde den gamle Manden. „Naar du nu kommer ind, vil de Alle kjøbe Fleskeskinken din, for Flesk er en sjelden Mad i Helvede; men du skal ikke sælge den, med mindre du faaer den Haandkværn, som staaer bag Døren, for den. Naar du saa kommer ud igjen, skal jeg lære dig at stille Kværnen, den er nyttig til Noget af Hvert den.” Ja, han med Skinken takkede for god Underretning og bankede paa hos Fanden.
  Da han kom ind, gik det som den gamle Mand havde sagt: alle Djævlene, baade store og smaa, stimlede om ham som Myrer om en Mark, og den Ene bød den Anden over paa Fleskeskinken. „Rigtignok skulde Kjærringen og jeg havt den til Julekveldsmad, men siden I ere saa forhipne paa den, faaer jeg vel sagtens overlade den,” sagde Manden. „Men skal jeg sælge den, vil jeg have den Haandkværnen, som staaer bag Døren der borte.” Den vilde Fanden nødig være af med, og tingede og prutede med Manden, men han blev ved Sit, og saa maatte