Side:Folkeeventyr (1852).djvu/381

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op, kan du troe. Da han nu havde faaet den saa dyb og stor, han vilde, tog Esben Askepot frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden, der tog han Mosedotten ud af den. „Silre og rind!” sagde Esben, og den til at rinde, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld. Saa havde Esben hugget ned Egen, som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prindsessen og halve Riget, som Kongen havde sagt: men godt var det for Peer og Paal at de havde mistet Ørene, for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det, Alle sagde, at Esben Askelad ikke havde forundret sig saa galt endda.


51.
Kværnen, som staaer og maler paa Havsens Bund.

Engang i gamle, gamle Dage var der to Brødre, den Ene var rig og den Anden fattig. Da Julekvelden kom, havde den Fattige ikke en Smule i Huset hverken af Suul eller Brød, og saa gik han til Broder sin og bad ham om Lidt til Juul i Guds Navn. Det var vel ikke første Gangen, Broderen havde maattet give ham, og ikke blev han synderlig glad i ham nu heller. „Vil du gjøre det, jeg beder dig, skal du faae en heel Fleskeskinke,”