Side:Folkeeventyr (1852).djvu/380

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommen saa Mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor som den var fra først af, for der voxte ud to Fliser for hver de skaarede ud med Øxen, kan du vel huske. Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene skulde klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faae Egen ned, og han Peer, som ældst var, skulde nu til at prøve sig først; men det gik med ham som med alle de Andre som havde hugget paa Egen; for hver Flis, han skaarede ud, voxte der to i Stedet, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørene og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paal til, men med ham gik det akkurat lige eens; da han havde hugget en to, tre Hug, saa de fik see at Egen voxte, tog Kongens Fok ham ogsaa og satte ud paa Øen, og ham klippede de Ørene endnu snauere af, for de syntes han kunde lært at vogte sig af Broderen. Saa vilde Esben Askelad til. „Vil du endelig see ud som en mærket Saud, skal vi gjerne klippe af dig Ørene strax, saa slipper du Bryderiet,” sagde Kongen, han var sindt paa ham for Brødrenes Skyld. „Jeg havde nok Moro af at prøve først, ligevel,” sagde Esben, og det maatte han da faae Lov til. Han tog Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. „Hug selv!” sagde Esben til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke længe, før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Esben frem, Grævet sit og satte det paa Skaftet. „Grav selv!” sagde Esben, og Grævet til at hakke og grave, saa