Der var en Gang to Brødre, den ene hed Tro og den anden Utro. Tro var altid oprigtig og god mod Alle, men Utro var slem og fuld af Løgn, saa de aldrig kunde lide paa det, han sagde. Moderen var Enke og havde ikke Stort at leve af, og da Sønnerne vare blevne vorne, maatte hun have dem fra sig, for at de selv kunde tjene sit Brød i Verden. Hver af dem gav hun en liden Skræppe med Mad i, og saa skulde de i Veien.
Da de nu havde gaaet til om Aftenen, satte de sig paa et Vindfæld i Skoven og tog frem Skræpperne sine, for sultne vare de efter det de havde gaaet hele Dagen og saa syntes de, at nu skulde en Bid smage godt. „Vil du som jeg, saa skal vi først spise af din Skræppe, saalænge der er Noget i den, saa kan vi siden tage paa min,” sagde Utro. Ja, det var Tro fornøiet med, og saa begyndte de da at spise; men alt det Bedste saa Utro til og fik puttet i sig, og Tro fik bare Skorperne og de brændte Levsestykkerne og Fleskesværdene han. Om Morgenen spiste de atter af Maden hans Tro og om Middagen ogsaa; men saa var der ikke mere i Skræppen hans. Da de saa havde gaaet til seent om Kvelden og skulde til at faae sig Mad igjen, vilde Tro spise af Broderens Skræppe; men Utro sagde Nei og meente at den Maden var hans, og at han ikke havde Mere end han selv godt kunde behøve. „Ja, men du fik jo spise af min Skræppe, saa-
