længe der var Noget i den,” sagde Tro. „Ja, naar du er slig en Nar og lader Andre æde op for dig, faaer du have det saa godt,” meente Utro; „nu kan du sidde der og sikle nu!” sagde han. „Aa ja, Utro hedder du og utro er du, og det har du været al din Tid ogsaa,” sagde Tro. Da Utro hørte det, slog han sig sindt og røg lige paa Broderen og stak begge Øinene ud paa ham; „nu kan du see om Folk er tro eller utro nu, din Blindebuk,” sagde han, og dermed fløi han fra ham.
Tro Stakkel, han gik nu der og trevlede sig frem midt i tykke Skoven; blind og alene var han og ikke vidste han, hvad han skulde tage sig til. Men saa fik han Tag i et stort tykt Lindetræ, og saa tænkte han, at det fik han klyve op i og sætte sig der Natten over for de vilde Dyr. Naar Fuglene begynde at synge, saa er det Dag, da faaer jeg vel prøve at trevle mig videre frem, tænkte han, og saa krøb han op i Linden. Da han havde siddet der en Stund, hørte han at der kom Nogen og begyndte at koge og stelle nede under Træet, og strax efter kom der Flere, og da de nu hilste paa hverandre, hørte han, at det var Bjørnen, Graabenen, Ræven og Haren, som kom og skulde holde St. Hansleg der. De gave sig til at spise og drikke og leve godt, og da de vare færdige med det, satte de sig til at snakke sammen. Saa sagde Ræven: „Skal vi nu ikke fortælle en liden Historie hver, mens vi sidde her?” Jo, det syntes de Andre godt om, det vilde være morsomt, sagde de, og saa begyndte Bjørnen — for han var nu den fornemste, —: Kongen af England har saa daarlige Øine,” sagde Bamse, „han kan næsten ikke see en Alen fra sig; men dersom han kom op i denne Linden om Mor-
