Side:Folkeeventyr (1852).djvu/369

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saa den laa død med det samme, og han og Ræven vare Venner og vel forligte, men da de kom bort imod Gaarden, sagde Ræven:

„Jeg har ikke Lyst til at følge med dig hjem, for jeg liker ikke Bikjerne dine, men jeg skal bie her, saa kan du komme hid med Bukken til mig; men tag en som er brav fed.”

Ja det lovede Manden og takkede til for Hjælpen. Da han havde sat Hesten ind, gik han bortover til Saudehuset.

„Hvor skal du hen?” sagde Kjærringen hans.

„Aa, jeg skal bort i Saudehuset og hente en fed Buk til den snilde Ræven, som frelste Hesten vor,” sagde Manden, „for jeg har lovet ham det.”

„Det skulde Pokkeren give den Tyveræven nogen Buk,” sagde Kjærringen. „Hesten har vi jo og Bjørnen atpaa, og Ræven har vist stjaalet flere Gjæs fra os end Bukken er værd, og dersom han ikke har gjort det, saa kan han gjøre det,” sagde hun. „Nei, tag et Par af de sindteste Bikjerne i Sækken din og slip efter ham, du, saa blive vi kanskee kvit den Tyveradden,” sagde Kjærringen.

Det syntes Manden var et godt Raad og tog to sindte, røde Hunde, puttede dem i Sækken og drog afsted med.

„Har du Bukken?” sagde Ræven.

„Ja, kom og tag den,” sagde Manden, løste Sækkebaandet op og slap Hundene paa den.

„Huf!” sagde Ræven, og gjorde et Hop; „det er sandt, som de sige for et gammelt Ord, at velgjort bliver ilde lønnet, og nu seer jeg det er sandt ogsaa, at Frænde er Frænde værst,” sagde den, da den saa, at de røde Hunde satte efter den.