„Har du seet nogen Bjørn her, Erik?” raabte det borte i Skoven.
„Sig nei!” sagde Bjørnen.
„Nei, jeg har ikke seet nogen Bjørn,” sagde Erik.
„Hvad er det som staaer ved Slæden din da?” raabte det borte i Skoven.
„Sig, det er en gammel Tyrilaag,” hviskede Bjørnen.
„Aa, det er bare en gammel Tyrilaag,” sagde Erik.
„Slige Tyristubber pleie vi tage og vælte paa Slæden hos os,” raabte det borte i Skoven; „orker du ikke, skal jeg komme og hjælpe dig.”
„Sig, du hjælper dig selv, og vælt mig paa Slæden,” sagde Bjørnen.
„Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv, jeg,” sagde Manden, og væltede Bjørnen paa Slæden.
„Slige Tyristubber pleie vi gjørde paa hos os,” raabte det borte i Skoven. „Vil du have Hjælp?” spurgte det.
„Sig du hjælper dig selv, og gjørd mig fast du,” sagde Bjørnen.
„Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv,” sagde Manden, og gav sig til at gjørde Bjørnen fast med alle de Reb han havde, saa at den ikke kunde lede paa en Lab engang.
„Slige Tyristubber pleie vi hugge Øxen i hos os, naar vi have gjørdet dem fast,” raabte det borte i Skoven, „for saa styre vi bedre i de store Bakkerne,” sagde det.
„Lad, som du hugger Øxen i mig du,” hviskede Bjørnen.
Da tog Manden Øxen og kløvede Skallen paa Bjørnen,
