til dig i Morgen.” Ja, det skulde han faae Lov til, det blev de forligte om, men hvis han ikke kom igjen, saa skulde han miste alle Sauderne sine til Sommeren, sagde Bjørnen.
Manden fik Veden paa og ruslede hjemover, men han var ikke meget glad i det Forliget, det kan En nok vide. Saa mødte han en Ræv.
„Hvad er det, du er saa bedrøvet for?” spurgte Ræven.
„Aa, jeg mødte en Bjørn oppe i her,” sagde Manden, „og ham maatte jeg love, han skulde faae Hesten min i Morgen ved dette Leite, for hvis han ikke fik den, sagde han, saa vilde han rive ihjel alle Sauderne mine til Sommeren.”
„Pyt, ikke værre!” sagde Ræven. „Vil du give mig den fedeste Bukken din, skal jeg nok frie dig for det, jeg.”
Ja, det lovede han, og det skulde han holde ogsaa, sagde Manden.
„Naar du kommer til Bjørnen med Hesten i Morgen,” sagde Ræven, „saa skal jeg kaue oppe i Uren her jeg, og naar saa Bjørnen spørger hvad det er, skal du sige, det er Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden, og siden faaer du hjælpe dig selv.”
Den næste Dagen reiste Manden ud, og da han traf Bjørnen, begyndte det at kaue oppe i Uren.
„Sju, hvad er det?” sagde Bjørnen.
„Aa, det er han Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden,” sagde Manden, „jeg kjender ham paa Maalet,” sagde han.
