men. Da de havde siddet en liden Stund til Bords, tog Mestermø frem Hanen og Hønen og Guldæblet, som hun havde ført med sig fra Risegaarden, og satte det paa Bordet fremmen for sig; og strax saa begyndte Hanen og Hønen at nappes om Guldæblet. „Nei, se hvor de To figte om Guldæblet da!” sagde Kongssønnen. „Ja saa figtede vi To ogsaa for at komme ud, den Gang vi var i Fjeldet,” sagde Mestermø. Saa kjendte Kongssønnen hende igjen, og saa kan det vel hende, der blev Glæde paa ham; den Troldhexen, som havde trillet Æblet til ham, lod han rives i Stykker mellem fire og tyve Heste, saa der ikke blev Fillen igjen af hende, og saa begyndte de først rigtig at ture Bryllæp; og endda saa saarvingede de vare, saa holdt de da ud Lensmanden og Skriveren og Fogden ogsaa.
Der var en Gang en Mand, som skulde reise til Skovs efter Ved. Saa mødte han en Bjørn. „Kom med Hesten, ellers slaaer jeg ihjel alle Sauderne dine til Sommeren,” sagde Bjørnen.
„Aa, Gud hjælpe mig da,” sagde Manden, der findes ikke Vedpinden hjemme; du faaer da lade mig kjøre hjem et Læs Ved, ellers fryse vi reent ihjel; jeg skal komme igjen med Hesten
