Side:Folkeeventyr (1852).djvu/365

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kalv, men det var intet andet Raad for, de maatte sende Bud igjen og bede saa vakkert fra Kongen, om han kunde faae laant Kalven, som Fogden havde talt om, og Mestermø lod dem strax faae den, hun svarede ikke Nei den Gang heller. Da de saa fik spændt den for, saa kanskee Vognen maatte røre sig, det gik Brat og Fladt, over Stok og Steen, saa de knap kunde trække Veiret, og somme Tider var de paa Marken og somme Tider i Luften; og da de kom til Kirken, begyndte det at gaae rundt omkring den ligesom et Haspetræ, og det var med yderste Nød og Neppe at de kunde komme ud af Vognen og ind i Kirken. Og tilbage igjen gik det endda fortere, saa de mest ikke vidste af sig, da de kom til Kongsgaarden igjen.

Da de havde sat sig til Bords, sagde Kongssønnen — han som havde tjent i Risegaarden — at han syntes, de burde bede op paa Kongsgaarden den Jomfruen nede i Skovhagen, som havde laant dem Karepinden og Svaldøren og Kalven; „for havde vi ikke faaet de tre Ting, saa havde vi ikke været af Gaarde endnu,” sagde han. Ja, det syntes Kongen ogsaa var baade vel og rigtigt, og saa sendte han da fem af sine bedste Mænd ned til den forgyldte Huusmandsstuen; de sagde, at de skulde hilse saa flittig fra Kongen og bede, om hun ikke vilde være saa god og komme op paa Kongsgaarden og spise Middag. „Hils Kongen og sig ham, at er han for god til at gaae til mig, saa er jeg for god til at gaae til ham med,” svarede Mestermø. Saa maatte Kongen selv i Veien, og saa blev Mestermø med paa Timen; og Kongen troede nok, hun var lidt Mere end hun saa ud til, han satte hende i Høisædet oppe ved den yngste Brudgom-