og bad saa vakkert, om de ikke kunde faae laant den Karepinden, Lensmanden havde snakket om; der var ikke Ordet Nei til det, og saa havde de da Sælepinde, som ikke røg af, kan hænde. Men med det samme de saa vilde til at kjøre, gik Vognbunden i Stykker. De til at lave ny Vognbund baade fort og vel, men hvordan de spigrede den sammen og hvad Slags Træ de tog, saa hjalp det ikke; aldrig før havde de faaet Bund i Vognen og skulde af Gaarde, saa røg den itu igjen og saa var de endda værre stelt end med Sælepinden. Men saa sagde Skriveren — for var Lensmanden med, saa kan En nok vide at han var i Brylluppet paa Kongsgaarden —: „Borte i Skovhagen her boer en Jomfru; kunde I bare faae laant den ene Halvdøren i Svalgangen hendes, saa veed jeg vist den skal holde.” Ja, de sendte Bud til Skovhagen igjen og bad saa vakkert, om de kunde faae laant den forgyldte Svaldøren, som Skriveren havde talt om, og den fik de strax. Saa skulde de igjen til at reise, men saa orkede ikke Hestene at trække Vognen; sex Heste havde de alt for den, saa spændte de for otte, saa ti og saa tolv, men hvor mange de spændte for, og alt Kudskene brugte Svøben, hjalp det ikke, Vognen rørte sig ikke af Flækken. Nu begyndte det alt at lide temmelig langt paa Dagen og til Kirke maatte og skulde de, saa de bleve reent mistrøstige Alle som i Kongsgaarden vare; men saa sagde Fogden igjen, at borte i den forgyldte Huusmandsstuen i Skovhagen, boede der en Jomfru; bare de kunde faae laant Kalven hendes, saa —; „for den veed jeg vist trækker Vognen, om den saa var tung som Fjeld!” sagde Fogden. De syntes nok det var leit at kjøre til Kirke med en
