naar du holder i Kalverumpen,” sagde Mestermø, og det gjorde han. „Nu holder jeg i Kalverumpen!” raabte Fogden. „Saa Gud give, du maa holde i Kalverumpen og Kalverumpen i dig, og I maa fare Alverden om, til det dages! „sagde Mestermø, og saa kan det vel hænde, Fogden sik røre paa Benene sine; det gik Brat og Fladt, over Bjerg og Dale, og jo mere Fogden bandede og skreg, des fortere satte Kalven i Veien. Da det begyndte at lysne, var Fogden næsten sprængt, og saa glad var han fordi han kunde slippe Kalverumpen, at han glemte baade Pengesækken og Altsammen; han gik nu sagtens lidt sagtere end Lensmanden og Skriveren havde gjort, men jo sagtere han gik, des bedre Tid fik Alle til at kope og glane paa ham, og den brugte de ogsaa, det kan En nok vide, saa udmaset og fillet som han saa ud efter Kalvedandsen.
Dagen efter skulde Brylluppet staae i Kongsgaarden, og da skulde baade den ældste Broderen til Kirken med sin Brud og han, som havde været hos Risen, med Søsteren hendes. — Men da de havde sat sig op i Vognen og skulde kjøre af Gaarde, røg den ene Sælepinden af, og de gjorde baade een og to og tre i Stedet, men alle saa røg de, det hjalp ikke hvad Slags Træ de tog til Pinder. Dette varede og rak, og ikke kunde de komme af Gaarde, saa de bleve mismodige Allesammen. Men saa sagde Lensmanden — for han var nu bedet til Brylluppet i Kongsgaarden han ogsaa, maa vide — at der borte i Skovhagen boede en Jomfru; „dersom I bare faae laant Karepinden, som hun rager sammen Varmen sin med, saa veed jeg vist den holder,” sagde Lensmanden. Ja, de sendte Bud til Skovhagen
