komme til at dandse den sidenefter heller; snart var han fore og snart Døren, og det gik fra den ene Svalkrogen til den anden, saa Skriveren næsten slog sig ihjel; først tog han til at bande og siden til at græde og bede, men Døren brød sig ikke om nogen Ting, den holdt paa med Sit den, ligetil det begyndte at dages. Da Døren slap Taget, satte Skriveren afsted, som han skulde havt Betaling for det, han glemte baade Pengesækken og Frieriet og var glad til at Stuedøren ikke kom dandsende efter ham. Alle, han mødte, saa kopte og glante de efter Skriveren, for fløi gjorde han som han var gal, og dertil saa han ud værre end han skulde have stangets med Saudbukkene hele Natten.
Den tredie Dagen kom Fogden reisende, saa fik han ogsaa see Guldstuen borte i Skovhagen; ja han maatte ogsaa ind og see hvem boede der; og da han fik see Mestermø, blev han saa forlibt i hende at han friede, bare han fik hilset. Mestermø svarede nu ham som de andre To, at havde han brav mange Penge, saa vilde hun nok have ham; og dem havde han ikke saa faa af, sagde Fogden, han skulde strax hjem og hente dem, og det gjorde han. Da han kom igjen om Kvelden, havde han en endda større Pengesæk med sig end Skriveren — den tog vist halvanden Tønde — og den satte han i Bænken; ja saa skulde det da blive saa, at han skulde have Mestermø. Men aldrig før havde de lagt sig, saa sagde Mestermø, at hun havde glemt at slippe ind Kalven; den maatte hun op igjen og have ind i Bingen. Nei Kors, det skulde da hun slet ikke gjøre, det skulde Fogden gjøre det, sagde han, og han, saa tyk og fed han var, op af Sengen og ud, saa letvindt som en ung En. „Ja sig mig til,
