Side:Folkeeventyr (1852).djvu/361

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


efter Lensmanden, for fløi gjorde han, som han var galen, og værre kunde han ikke have seet ud, om han havde været baade flaaet og garvet; og Alle saa undrede de sig hvor han havde været, men han sagde nu ikke Noget om det for Skams Skyld.

Dagen efter kom Skriveren reisende forbi der, hvor Mestermø boede; han saa at det glittrede og skinte i Stuen borte i Skovhagen, og skulde da ogsaa ind og se, hvem det var, som boede der, og da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, blev han endda mere forlibt end Lensmanden og til at frie paa flyvende Timen. Ja, Mestermø svarede ham lige eens som hun havde svaret Lensmanden, at havde han brav mange Penge, saa —. Penge, meente Skriveren, han ikke havde saa faa af, og dem skulde han da strax hjem efter; og om Kvelden kom han igjen med en stor, diger Sæk med Penge — jeg mener det var en Heeltøndesæk det — og satte i Bænken hos Mestermø. Saa skulde det nu blive saa, at han skulde faae hende, og saa lagde de sig; men saa havde Mestermø glemte at lukke Svaldøren den Kvelden, den maatte hun op og stænge, sagde hun. „Jøs, skal du gjøre det da!” sagde Skriveren, „nei lig du, det skal jeg gjøre;” og han op af Sengen, saa let som en Ert paa en Næver, og ud i Svalen. „Sig mig til, naar du har Tag i Dørklinken!” raabte Mestermø. „Nu holder jeg i Døren,” skreg Skriveren ude i Svalen. „Saa Gud give, du maa holde i Døren og Døren i dig, og I maa fare Væg imellem til det dages!” sagde Mestermø. Og saa kan det vel hænde, Skriveren fik dandse den Natten; slig Vals havde han nok aldrig valset før, og ikke var han vel meget huget efter at