Side:Folkeeventyr (1852).djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


efter Kongssønnen og Mestermø og det saa det suste; men det varede ikke længe, saa stod han ved Vandet og det kunde han ikke komme over. „Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det, jeg skal bare raabe paa min Elvesuger,” sagde Risen, og det gjorde han; saa kom Elvesugeren hans og lagde sig ned og drak en to, tre Slurker; og ved det minkede Vandet saameget i Havet, at Risen saa Mestermø og Kongssønnen, ude paa Skibet. „Nu faaer du kaste ud Saltstenen,” sagde Mestermø, og det gjorde Kongssønnen, saa blev den til et Fjeld saa stort og høit tværs over Havet, at Risen ikke kunde komme over, og ikke kunde Elvesugeren faae suget Mere heller. „Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det,” sagde Risen, han efter Bjergnaveren sin og til at bore i Bjerget, saa Elvesugeren kunde komme til at suge igjen; men med det samme der blev Hul og Elvesugeren begyndte at drikke, sagde Mestermø at Kongssønnen skulde slaae ud en Draabe eller to af Flasken, og saa blev Havet lige fuldt igjen, og førend Elvesugeren kunde faae taget en Slurk til, var de i Land, og saa var de frelste.

Saa skulde de hjem til Kongssønnens Fader, men han vilde ikke paa nogen Maade at Mestermø skulde gaae, for det syntes han ikke kunde passe sig hverken for hende eller ham. „Vent her en bitte liden Stund, mens jeg gaaer hjem efter de syv Hestene, som staae paa min Faders Stald,” sagde Kongssønnen. „Det er ikke lange Veien og ikke skal jeg være længe om den heller; men jeg vil ikke at Kjæresten min skal komme gaaende til Gaards.” „Aa nei, gjør ikke det, for kommer du hjem til Kongsgaarden, saa glemmer du mig bare, det veed jeg før,” sagde Mestermø.