„Hvorledes skulde jeg glemme dig? vi som har lidt saa meget Ondt sammen og har hverandre saa kjær,” sagde Kongssønnen; han vilde og han maatte hjem efter Vognen med de syv Hestene for, og hun skulde vente der ved Søkanten imens. Ja, tilsidst maatte da Mestermø føie ham i det, siden han endelig vilde. „Men naar du kommer der, skal du ikke give dig Stunder til at hilse paa Nogen en Gang, men gaae lige ind i Stalden og tage Hestene og spænde for og kjøre, det forteste du kan. For de komme nu om dig Allesammen; men du maa lade, som du ikke seer dem, og smage Noget maa du slet ikke; gjør du det, saa bliver det til Ulykke baade for dig og mig,” sagde hun, og det lovede han.
Men da han kom hjem til Kongsgaarden, saa skulde just en af Brødrene hans have Bryllup, og Bruden og alle Skydsfolkene hendes vare alt komne til Gaards; og saa stimlede de om ham Allesammen og spurgte baade om det Ene og det Andet og vilde have ham med sig ind; men han lod som han ikke saa dem, men lagde lige ind i Stalden og fik ud Hestene og begyndte at spænde for. Da de nu ikke paa noget Sæt eller Viis kunde faae ham med sig ind, kom de ud til ham baade med Mad og Drikke og alt det Bedste, de havde lavet til Brylluppet; men Kongssønnen vilde ikke smage nogen Ting, han skyndte sig bare at spænde for, han. Men tilsidst saa trillede Søsteren til Bruden et Æble bort over Gaarden til ham; „siden du ikke vil smage noget Andet, kan du da gjerne bide i det, for du kan være baade tørst og sulten efter den lange Vei,” sagde hun, og det gjorde han, han tog op Æblet og bed i det. Men aldrig
