Side:Folkeeventyr (1852).djvu/356

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hang ved Døren, og et Guldæble og to Guldhøner tog hun ogsaa med sig, og med det reiste hun og Kongssønnen afsted fra Risegaarden det forteste de kunde, og da de kom et Stykke paa Veien, kom de til et Hav, siden seilede de, men hvor de fik Skibet fra, har jeg aldrig rigtigt faaet spurgt.

Da nu Risen havde sovet en god Stund, begyndte han at strække sig paa Bænken, der han laa; „er det snart kogt nu?” sagde han. „Nys begyndt!” sagde den første Blodsdraaben paa Krakken. Ja saa lagde Risen sig til at sove igjen, og saa sov han en lang, lang Stund paany. Saa begyndte han at vende lidt paa sig igjen; „er det snart kogt nu da?” sagde han, men han saae ikke op — det gjorde han ikke første Gangen heller — for han var halvt i Søvne endda. „Halvkogt!” sagde den anden Blodsdraaben, og saa troede Risen det var Mestermø igjen; han vendte sig paa Krakken og lagde sig til at sove paa nyt Lag. Da han nu havde sovet i mange Timer igjen, begyndte han at røre og strække sig; „er det ikke kogt endnu?” sagde han. „Fuldkogt!” sagde den tredie Blodsdraaben. Risen begyndte da at reise paa sig og gnide Øinene, men han kunde ikke see den, som havde snakket, og saa spurgte han efter Mestermø og raabte paa hende. Nei, der var Ingen som svarede. „Aa ja, hun er vel smuttet ud lidt,” tænkte Risen, han tog en Slev og skulde bort i Kjedlen og smage; saa var der ikke andet end Skosaaler og Filler og sligt Fanteri og det var kogt i Hob saa han ikke vidste enten det var Grød eller Velling. Da han saae det, kunde han skjønne, hvorledes det var gaaet til, og saa blev han saa ildsindt, at han ikke vidste, hvad Been han skulde staae paa, og han