de Værelser, som er inden for Stuen, du var i i Nat; gjør du det, tager jeg Livet af dig.” „Jamen er det en snild Huusbond ogsaa,” sagde Kongssønnen ved sig selv, han gik op og ned paa Stuegulvet og trallede og sang, for han syntes, det havde god Tid med at maage Stalden; „men artigt var det at skotte ind i de andre Stuerne hans ligevel, for det maa vel være Noget han er ræd for, siden jeg ikke skal faae Lov at komme derind, tænkte han, og saa gik han ind i den første Stuen. Der hang en Kjedel paa Væggen og kogte, men Kongssønnen saa ingen Varme under den. Hvad montroe der er oppe i den? tænkte han, og dyppede Haarlugen ned i, saa blev Haarene som de skulde være af Kobber allesammen. „Det var en artig Suppe det, dersom En smagte paa den, blev han gjild om Truten,” sagde Gutten og dermed gik han ind i det Værelse, som var næst ved. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og puttrede og kogte, men Varme var der ikke under den heller. „Jeg faaer prøve den ogsaa,” sagde Kongssønnen og stak Luggen sin nedi igjen, saa blev den forsølvet. „Saa dyr Suppe har de ikke i min Fa’ers Gaard,” sagde Kongssønnen, „men det kommer bare an paa hvorledes den smager,” og dermed gik han ind i det tredie Værelse. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og kogte, akkurat lige eens som i de to andre Værelser, og Kongssønnen fik da Lyst at prøve der ogsaa; saa dyppede han Luggen nedi, og saa blev den saa blank forgyldt at det skinte i den. „Værre og værre!” sagde Kjerringen, hun skulde sige: Ære være!” sagde Kongssønnen, „men koger han Guld her, hvad skal troe han saa koger derinde?” Det vilde han da see og gik ind
