Side:Folkeeventyr (1852).djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


„Aa nei, Fanten og Barnet og Barhytten!” skreg hun og var daanefærdig.

„Her er Fanten og der er Barnet, og lad saa Barhytten ryge!” sagde Haaken Borkenskjæg. Og saa kjendte hun ham igjen. Da blev det først rigtig Lystighed og Glæde, men siden har jeg hverken hørt dem eller spurgt dem.


39.
Mestermø.

Der var engang en Konge; han havde flere Sønner, jeg veed ikke rigtig hvormange det var, men den yngste af dem havde ingen Ro paa sig hjemme, han vilde med al Nød og Magt ud i Verden og prøve sig, og det maatte da Kongen langt om længe lade ham faae Lov til. Da han havde reist i nogle Dage, kom han til en Risegaard, og der stedede han sig i Tjeneste hos Risen. Om Morgenen skulde Risen ud at gjæte Gjederne sine, og med det samme han reiste af Gaarde, sagde han til Kongssønnen at han skulde maage Stalden; „naar du har gjort det, skal du slippe at gjøre mere i Dag, for du skal vide, det er en snild Huusbond, du er kommen til,” sagde han. „Men det du bliver sat til, skal du gjøre baade godt og vel, og saa maa du slet ikke gaae ind i noget af