Side:Folkeeventyr (1852).djvu/347

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


han sindt og begyndte at skjende og støie, saa det ikke var nogen Maade paa det. Hun græd og bar sig ilde og sagde: „Aa Fanten bad mig om det, saa maatte jeg jo gjøre det.”

„Ja, det burde gaae dig ilde, men for Fantens Skyld faaer det vel være dig tilgivet,” sagde Haaken Borkenskjæg, og saa gik det som de forrige Gange, da hun kom hjem i Barhytten, var Haaken der ogsaa. „Aa Gud hjælpe mig,” sagde hun, „jeg bliver nok ulykkelig jeg for din Skyld tilsidst; for du vil ikke have mig til Andet end det, som galt er. Prindsen var saa arg og gal, saa han truede baade med Lensmand og Tugthuus.”

En Stund efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kveld. „Nu vil Prindsen du skal komme til Slottet og staae Brud,” sagde han, „for Bruden hans er syg og sengeliggende endda; men Bryllup vil han holde, og du er saa lig hende, at Ingen kjende Jer fra hinanden, og i Morgen faaer du lave dig til at gaae til Slottet.”

„Jeg mener I er fra Viddet baade du og Prindsen,” sagde hun, „synes du jeg seer ud til at staae Brud; der kan jo ingen Fantekjærring see værre ud end jeg.”

„Ja Prindsen sagde det, og saa faaer du gjøre det,” sagde Haaken Borkenskjæg. Der var ikke noget Raad for det, hun maatte gaae, og da hun kom til Kongsgaarden, blev hun saa pyntet og tilstadset, at ingen Prindsesse kunde være gjildere. De reiste til Kirken, og hun stod Brud, og da de kom hjem igjen var der Dands og Lystighed paa Slottet. Men ret som hun var midt i Dandsen med Prindsen, fik hun see et Skin igjennem Vinduet, og saa saae hun, at Barhytten stod i lys Lue.