„Ja det burde gaae dig galt, men for Fantens Skyld skal det være dig tilgivet,” sagde Haaken Borkenskjæg.
Da hun var gaaet, kastede han Prindseklæderne af sig, trak paa Skindkjolen og satte paa sig Lavskjægget og løb Beenstien, og da hun kom hjem, var han alt kommen hjem i Forveien. Hun fortalte hvorledes det var gaaet, og lovede høit og dyrt, det skulde være sidste Gangen, han fik hende til Sligt. En Stund efter havde Manden været i Kongsgaarden igjen. „Nu skal Prindsen vor have Bryllup,” sagde han, da han kom hjem om Kvelden; „men Bruden er bleven syg, saa Skrædderen ikke kan faae taget Maal af hende til Bryllupskjolen, og saa vil Prindsen, at du skal komme op til Kongsgaarden og tage Maal af dig i Stedet for hende, for han siger, du ligner hende i Væxt og Alt. Men naar du er maalt, saa skal du ikke gaae; du kan blive staaende der du, og see paa, mens Skrædderen skjærer til, og sop saa ned de største Stykkerne og tag med dig til en Piklue til mig.”
„Nei stjæle kan jeg ikke,” sagde hun, „og du husker nok, hvorledes det gik sidst.” „Du kan nok lære,” sagde Haaken, „det er ikke sagt, det gaaer galt nu.”
Hun syntes det var galt, men hun gik og gjorde som han bad; hun stod og saa paa, medens Skrædderen skar til, og sopte ned de største Stykkerne og puttede dem i Lommen. Da hun skulde gaae, sagde Prindsen: „vi faae vel see efter om Kjærringen ikke har været langfingret denne Gangen ogsaa,” og til at lede i alle Lommerne hendes, og da han fandt Kosterne, blev
