blive den sidste.” Og saa fortalte hun hvorledes det var gaaet og hvad Prindsen havde sagt.
Nogle Dage efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kveld. „I Morgen faaer jeg blive hjemme og passe Ungen,” sagde han, „for du skal være med i Slagtningen og lave Pølser.”
„Jeg lave Pølse?” sagde Kongsdatteren, „det kan jeg ikke. Jeg har nok spist Pølse, men lavet Pølse har jeg aldrig.”
Ja Haaken sagde, hun maatte gaae, siden Prindsen havde sagt det; hun fik gjøre som hun saa de Andre gjorde, og saa bad han, at hun skulde stjæle med sig nogle Pølser til ham. „Nei stjæle kan jeg ikke,” sagde hun, „for du husker nok, hvorledes det gik sidst.” „Du kan lære at stjæle,” sagde Haaken, „det er ikke sagt at det gaaer galt støt.” Da hun vel var gaaet, løb Haaken Borkenskjæg Beenstien, kom længe før hende til Slottet, og kastede Skindkjolen og Lavskjægget af sig og stod i Kjøkkenet med Prindseklæderne paa, da hun kom. Kongsdatteren var med i Slagtningen og lavede Pølser, og hun gjorde som Haaken havde sagt, og stoppede Lommerne sine fulde. Da hun skulde gaae hjem om Aftenen, sagde Prindsen:
„Denne Fantekjærringen var jo langfingret sidst, det er nok bedst at see efter om hun ikke har taget Noget med sig,” og til at lede og visitere i alle Lommerne hendes. Da han fandt Pølserne, blev han sindt igjen og holdt slemt Huus og truede med at han skulde sætte hende hos Lensmanden.
„Aa Gud velsigne Jer, lad mig slippe; Fanten bad mig om det,” sagde hun og græd og bar sig ilde.
