fik da Lov til at være med Fanten, som hun kaldte ham, og de gik baade langt og længe, og hun havde det ikke for godt paa Veien. Da de kom ud af det Land og ind i et andet Rige, spurgte Prindsessen, hvem det var, som eiede det.
„Aa det er Haaken Borkenskjæg, det,” sagde han.
„Jasaa,” sagde Prindsessen, „ja, jeg kunde have taget ham, saa kunde jeg have sluppet at gaae her som en Fantefille.”
Og alle de gjildeste Slotte og Skove og Gaarde, de kom til, saa spurgte hun hvem der eiede dem. „Aa det er hans Haaken Borkenskjæg,” sagde Fanten. Og Prindsessen gik og bar sig ilde, fordi hun ikke havde taget ham, som eiede saa Meget. Langt om længe kom de til en Kongsgaard; der sagde han, at han var kjendt, og han meente nok, han skulde faae Arbeide til hende der, saa de kunde faae Noget at leve af, og saa byggede han op en Barhytte i Skovbredden, hvor han vilde være. Selv gik han til Kongsgaarden og hug Ved og bar Vand for Kokken, sagde han, og da han kom hjem igjen, havde han med sig nogle Madsmuler, men de rak ikke langt.
Saa var det engang, han kom hjem fra Slottet. „I Morgen skal jeg blive hjemme og passe Barnet, men du faaer lave dig til at gaae til Slottet, du,” sagde han, „for Prindsen sagde, du skulde komme og være med og bage i Ovnen.”
„Jeg bage?” sagde Kongsdatteren. „Jeg kan ikke bage, for det har jeg aldrig gjort.”
„Ja du faaer gaae,” sagde Haaken Borkenskjæg „siden han har sagt det. Kan du ikke bage, saa kan du vel lære; du faaer
