han skulde gjøre sit Bedste; men da det led ud paa Natten, begyndte han at hukle og fryse, saa han hakkede Tænder. „Hutetutetu, det er saa koldt; aa lad mig faae Lov at komme op i Sengen og varme mig lidt!” sagde Haaken Borkenskjæg. „Jeg mener, du er gal, jeg,” sagde Prindsessen. „Hutetutetutetu!” sagde Haaken Borkenskjæg, „aa lad mig komme op i Sengen, hutetutetutetu!” „Hys, hys, ti stille for Guds Skyld!” sagde Prindsessen, faar Fa’er høre der er Mandfolk her, saa bliver jeg reent ulykkelig; jeg troer vist, han tager Livet af mig med det samme.” „Hutetutetutetu, slip mig op i Sengen!” sagde Haaken Borkenskjæg og frøs saa hele Stuen rystede. Det var ikke noget Raad for det, hun maatte slippe ham op i Sengen, da sov han baade godt og vel. Men en Stund efter fik Prindsessen et Barn, og Kongen blev saa sindt og gal, at han var nærved at gjøre Ende paa baade hende og Barnet. Da det led om lidt, kom Haaken Borkenskjæg ranglende did engang som af en Hændelse, og sad ude i Kjøkkenet ligesom en anden Fattigmand.
Da Kongsdatteren kom ud og fik se ham, sagde hun: „Aa Gud bære mig, for Ulykke du har voldet mig; Fa’er min er færdig at flyve i Flint, saa vild er han; lad mig følge med hjem til dig!”
„Du er nok for vel vant til at følge med mig,” sagde Haaken, „jeg har ikke andet end en Barhytte at være i, og hvorledes jeg skal skaffe dig Føde, det veed jeg ikke, for jeg slider ilde nok for at skaffe Føden til mig selv.” „Ja jeg er lige glad, hvorledes du har det,” sagde hun, „lad mig bare faae være med dig, for bliver jeg her længer, tager vist Fa’er Livet af mig.” Hun
