paa Tjæretønden, men tilsidst steg Luen: for hvor den anden Hest bed og hvor den slog, saa traf den Spigerhuderne, og saa maatte den give sig. Da Gutten saa det, var han ikke længe om at komme ned af Træet og faae kastet Bidslet paa den, og saa var den saa spag, at han kunde styret den med en Tvindetraad; den Hesten var ogsaa borket, og saa lig Grimsborken, at Ingen kunde skille den ene fra den anden. Gutten satte sig op paa den borkede Hesten, han havde fanget, og red hjem igjen til Kongsgaarden, og Grimsborken sprang med løs. Da han kom der, stod Kongen ude i Gaarden. „Kan du nu sige mig, hvad for en Hest jeg har fanget, og hvad for en jeg havde før?” sagde Gutten. „Kan du ikke det, saa mener jeg, Datteren din hører mig til.” Kongen gik og saa paa begge Borkene, baade høit og lavt, baade fremme og bag, men der var ikke et Haar anderledes paa den ene end paa den anden. „Nei,” sagde Kongen, „det kan jeg ikke sige dig; og siden du har skaffet Datteren min saa gjild Brudehest skal du gjerne faae hende. Men Eet maae vi prøve først: om det er saa laget. Nu skal først hun gjemme sig to Gange,” sagde han, „og siden skal du gjemme dig to Gange; dersom du da kan finde hende de Gange, hun har gjemt sig, men hun ikke finder dig i dit Gjemsel, saa er det saa laget, og saa skal du faae Prindsessen.” „Det staaer nu ikke i Akkorden, det heller,” sagde Gutten; „men vi faae vel prøve, siden det saa skal være,” og saa skulde Kongsdatteren til at gjemme sig først.
Hun skabte sig til en And og laa og svømmede i Vandet, som var tæt udenfor Kongsgaarden. Men Gutten gik bare ned
