„Jo jeg hørte ligesom en Foleunge knægge saa grant, langt, langt borte,” svarede Gutten. „Det var nok en voxen Foleunge det!” sagde Grimsborken, „det hørtes saa grant af det, han er saa langt fra os.” Derpaa reiste de et godt Stykke, en Blaane eller Noget, igjen. Saa knæggede Grimsborken paa Nyt. „Hører du Noget nu?” sagde han. „Ja, nu hørte jeg tydelig det knæggede, som en voxen Hest,” svarede Gutten. „Ja du faaer nok høre den en Gang endnu,” sagde Grimsborken, „da skal du høre, der er Maal i den.” De reiste en Blaane eller Noget igjen, saa knæggede Grimsborken tredie Gang, men førend den nu fik spurgt Gutten om han hørte Noget, saa knæggede det borte i Heien, saa Gutten tænkte at baade Bjerg og Fjeld skulde revne. „Nu er den her,” sagde Grimsborken. „Skynd dig nu og kast Oxehuderne med Spigerne i over mig, og Tjæretønden kaster du bortover Marken; klyv saa op i den store Granen der. Naar den kommer, spruder den Ild ud af begge Næseborene, og saa tager det Varme i Tjæretønden. Læg saa vel Mærke: dersom Luen stiger, saa vinder jeg; men dersom den falder, saa taber jeg. Men seer du jeg vinder, saa kaster du paa den Bidslet — det maa du tage af mig — og saa er den spag.” Netop Gutten havde faaet kastet Spigerhudene over Grimsborken og Tjæretønden bortefter Marken og vel var kommen op i Granen, saa kom der en Hest, saa Varmen sprudede af den, og saa fløi der Ild i Tjæretønden med det samme; og den og Grimsborken til at slaaes, saa Stenene dandsede Himmels høit. De bed og de slog baade med Frembenene og Bagbenene, og somme Tider saa Gutten paa dem og somme Tider saa han
