Side:Folkeeventyr (1852).djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


du har frelst Prindsessen min,” sagde han til Gutten, da denne kom ind i Slottet med hende, og vilde saa gaae sin Vei. „Hun skulde være min, ligesaa vel som din nu, for du er vel ordstød Mand,” sagde Gutten. „Ja, ja,” sagde Kongen, „have hende skal du, siden jeg har sagt det; men først skal du skaffe Solen til at skinne her ind i Kongsgaarden,” — for der var et stort, høit Fjeld lige udenfor Vinduerne, som stod og skyggede, saa at Solen ikke kunde skinne ind —. „Det stod nok ikke i Akkorden det,” svarede Gutten; „men der hjælper vel ingen Bøn, jeg faaer vel prøve mit Bedste, for Prindsessen vil jeg have.” Han ned til Borken igjen og fortalte, hvad Kongen forlangte, og saa meente Grimsborken, at det vel gik an; men ny Skoning maatte først under ham, og den maatte der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til; to Smede vilde der ogsaa til, en til at smide og en til at lægge under, saa skulde de vel faae Solen til at skinne i Kongsgaarden. Da Gutten forlangte dette, fik han det strax; det syntes Kongen for Skams Skyld ikke han kunde negte ham, og saa blev der da lagt ny Skoning under Grimsborken, og det Skoning, som duede. Gutten satte sig paa, og saa bar det sagtens i Veien igjen, og for hvert Hop, Grimsborken gjorde, sank Fjeldet femten Alen ned i Jorden, og saaledes holdt de paa til Kongen ikke kunde see mere til Fjeldet.

Da Gutten kom ned igjen i Kongsgaarden, spurgte han Kongen, om ikke endnu Prindsessen skulde være hans, for nu vidste han ikke Andet end at Solen skinte i Slottet, sagde han. Men saa havde de Andre i Kongsgaarden sat Kongen op igjen,