og saa svarede han, at Gutten nok skulde faae hende, han havde aldrig Andet tænkt, men først skulde han skaffe hende saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest. Gutten sagde, at det havde Kongen aldrig talt om før, og nu syntes han, at han havde fortjent Prindsessen; men Kongen blev ved Sit, og dersom Gutten ikke kunde det, skulde han miste Livet til, sagde Kongen. Gutten gik ned i Stalden igjen, og sørgmodig og bedrøvet var han, det kan du sagtens vide; der fortalte han til Grimsborken, at nu havde Kongen paalagt ham at skaffe Prindsessen saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest, ellers skulde han miste Livet; „men det bliver nok ikke let,” sagde han, „for din Mage gives vel ikke i Verden.” „Aa jo, der er Mage til mig,” svarede Grimsborken; „men let bliver det ikke at faae den; den er i Helvede den. Men vi faae vel prøve. Nu skal du gaae op til Kongen og forlange ny Skoning under mig, og til den maa der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal igjen, og to Smede, en til at smide og en til at lægge under, men see endelig til, at Hagerne og Grævene blive vel hvasse; og tolv Tønder Rug og tolv Tønder Byg, og tolv slagtede Oxer maae vi have med os, og alle tolv Oxehuderne, med tolv hundrede Spiger i hver, maa du ogsaa forlange; alt det maae vi have.” Gutten gik op til Kongen og forlangte Alt, Grimsborken havde sagt, og Kongen syntes nu igjen det var Skam at negte ham det, derfor fik han det Altsammen.
Saa satte han sig op paa Grimsborken og red af Gaarde, og da han saa havde redet langt, langt bort over baade Bjerg og Heier, spurgte Borken: „Hører du Noget?” „Ja, det suser
