umuligt, det,” sagde Gutten. „Aa, det kunde vel lade sig gjøre,” sagde Grimsborken, „jeg skal hjælpe dig, men vel skoet maa du først faae mig. Du maa forlange tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til Skoning, og en Smed til at smide og en til at lægge under.” Ja, det gjorde Gutten, og der var ikke svaret Nei til det, han fik baade Jernet og Staalet og Smedene, og saa blev Grimsborken skoet baade godt og vel, og Gutten ud af Kongsgaarden saa Støvskodden stod efter. Men da han kom til Bjerget, som Prindsessen var taget ind i, saa gjældte det at komme op efter Bjergvæggen did, hvor han skulde ind i Fjeldet, for Bjerget stod, Ende op og ned, saa brat som en Stuevæg og saa glat som en Glasrude. Første Gang, Gutten red i Veien, kom han nok et Stykke op efter Fjeldvæggen, men saa gled Borken med begge Forbenene, og de ned igjen, saa det dundrede i Heien. Anden Gang, han red, kom han et Stykke længer op, men saa glap det ene Forbenet, og ned bar det, som du skulde hørt et Jordskred. Men tredie Gangen sagde Borken: „Nu faaer vi prøve os!” og saa satte han i Veien, saa Stenene sprutede Himmels høit om dem, og saa kom de op; Gutten red ind i fuldt Fiirsprang og nappede Kongsdatteren op paa Sadelknappen, og ud igjen, før Troldet kom sig fore saa meget som at reise sig — og saa var Prindsessen frelst.
Da Gutten kom tilbage til Kongsgaarden, var Kongen baade glad og fornøiet i det, at han havde faaet Datteren sin igjen, det kan du nok vide; men hvorledes det var og ikke var, saa havde de Andre paa Kongsgaarden faaet stelt op Kongen, saa han var vred paa Gutten ligevel. „Tak skal du have, for
