Side:Folkeeventyr (1852).djvu/296

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sagde han, „slig Karl og slig Hest har jeg aldrig seet i mit levende Liv før;” og da Gutten spurgte, om han kunde faae Tjeneste i Kongsgaarden, blev Kongen saa glad, at han var færdig at hoppe og dandse, der han stod paa Trappen; det kan vel hænde, at han skulde faae Tjeneste. „Ja, men godt Staldrum og forsvarligt Foder vil jeg have til Hesten min,” sagde Gutten. Ja, han skulde faae Voldhø og Havre, saa meget Borken vilde have, og de andre Ridderne maatte lede Hestene sine ud af Stalden, der skulde Grimsborken staae alene, saa den kunde have rigtig godt Rum.

Men det varede ikke længe før de Andre i Kongsgaarden bleve misundelige paa Gutten, og de vidste ikke alt det Onde, de vilde gjøre ham, naar de bare turde. Tilsidst fandt de paa at sige til Kongen, at han havde sagt sig god for at frelse Kongsdatteren, som Troldet for lang Tid siden havde taget ind i Bjerget, naar han bare vilde. Strax kaldte Kongen ham frem for sig og sagde, at det og det vidste han, Gutten havde sagt sig god for, og nu skulde han gjøre det; kunde han det, saa vidste han, at Kongen havde lovet ud baade Datteren og halve Riget, og det skulde han rigtig og redelig faae, men kunde han det ikke, skulde han dræbes. Gutten negtede, at han havde sagt det, men det hjalp ikke, for Kongen vilde ikke høre paa det Øre, og saa var der ikke andet Raad end at han maatte sige, han vel fik prøve. Han gik da ned i Stalden stur og sørgmodig som han var. Saa spurgte Grimsborken ham, hvad han var saa bedrøvet for; det fortalte Gutten og sagde, at han ikke vidste, hvorledes han skulde stelle sig; „for at faae frelst Prindsessen, det er vel reent