Side:Folkeeventyr (1852).djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Men da han kom igjen det næste Aar og skulde see til Borkefolen og Hopperne sine, blev han reent forfærdet. Saa stor og grovvoxen havde han aldrig troet at Hest kunde blive; for Borken maatte lægge sig ned paa alle Fire, førend Gutten kunde tage op paa den, han havde nok med at komme op paa den, endda den laa, og saa smækfed var den, at det glindsede og blinkede i den som i Speilglas. Og den Gang var ikke Borken uvillig til at følge med Gutten; han satte sig da op paa den, og da han kom ridende hjem til Brødrene sine, slog de Hænderne sammen og forkorsede sig, for slig Hest havde de hverken seet eller hørt tale om før. „Dersom I nu vil skaffe mig saa god Skoning under Hesten min, og saa gjild Sadel og Bidsel, som gives kan,” sagde Gutten, „saa skal I faae alle tolv Hopperne mine, slige de staae og gaae oppe i Heierne, og de tolv Foleungerne deres ogsaa,” — det Aar havde ogsaa hver Hoppe faaet sin Fole —. Det vilde Brødrene gjerne, og saa fik Gutten slig Skoning under Hesten, at Stenstykkerne fløi høit i Luften, naar han red bortover Fjeldheierne, og slig Guldsadel og sligt Guldbidsel fik han, at det lyste og blinkede lang Vei af det. „Nu reiser vi til Kongsgaarden,” sagde Grimsborken — det var Navnet dens, — „men kom vel ihu at bede Kongen om godt Staldrum og godt Foder til mig.” Ja, det lovede Gutten, han ikke skulde glemme, han red af Gaarde og En kan nok vide, han ikke var længe om at komme til Kongsgaarden, slig Hest som han havde.

Da han kom der, stod Kongen ude paa Trappen, og han stirrede og han saa paa ham, som kom ridende. „Nei, nei!”