voxen; han vilde ud at prøve sin Lykke i Verden. Forældrene sagde, de syntes han havde det godt og vel der hjemme, og at han gjerne kunde blive hos dem; men han havde ingen Ro paa sig; han vilde og han skulde i Veien, og saa maatte han da faae Lov. Da han havde gaaet en god Stund, kom han til en Kongsgaard. Der bad han om Tjeneste, og den fik han.
Kongsdatteren der i Landet var tagen ind i Fjeldet af Troldet, og Kongen havde ikke flere Børn; derfor var baade han og hele Landet i stor Sorg og Bedrøvelse, og Kongen havde lovet ud Prindsessen og halve Riget til den, som kunde frelse hende; men der var Ingen som kunde det, endda der var nok af dem, som prøvede paa. Da nu Gutten havde været der et Aars Tid eller saa, vilde han hjem igjen og besøge Forældrene sine; men da han kom hjem, vare Forældrene hans døde, og Brødrene havde deelt Alt, de eiede og havde, mellem sig, saa der ikke var Noget igjen til Gutten. „Skal jeg da ikke have Noget efter Forældrene mine?” spurgte Gutten. „Hvem kunde vide, at du var til endnu, som har ranglet og flakket saa omkring?” svarede Brødrene. „Men det er det samme; oppe i Heierne gaaer der tolv Hopper, dem har vi ikke deelt endnu, og vil du have dem for din Deel, kan du tage dem.” Ja, det var Gutten vel fornøiet med; han takkede til og lagde strax afsted op i Heierne, hvor de tolv Hopperne gik paa Havn. Da han kom derop og fandt dem, havde hver sin Sugerfole, og med den ene Hoppen gik der en stor borket Foleunge; den var i sligt et Huld, at det skinnede i den. „Du er vakker du, vesle Foleungen min!” sagde Gutten. „Ja,
